Vi blev lovet en fest af en solokoncert, og det blev det sandelig også med Olga Konkova ved flygelet. Fra første sekund fangede hun publikums interesse - for det første ved at komme ind på scenen, uden introduktion, med en kop kaffe i hånden, og på venskabelig vis snakke til publikum, før hun satte sig ned ved flygelet. 

Konkova lagde ud med en improviseret del. Den første tone udviklede sig til en repetitiv melodi, som siden fik lov til at både groove og swinge. I de små pauser beordrede Konkova publikum til at lade være med at applaudere. Hendes performance var først og fremmest musikalsk men også til en stor del kropslig og verbal. “Jesus Christ, hjælp mig!” udbrød hun mellem en række af hurtige patterns. Konkova tog os med ud i et bluesey-gospel-nordisk jazz univers, med små udbrud af abstrakte fraser, og igen mere klassisk-lignende partier. 
Herefter fik publikum endelig lov til at applaudere. 

Musikken bar tydeligt præg af melankoli, og Konkova selv sagde også dette og tilføjede at “Det er fordi det har vært så mye vondt i det siste”. Olga Konkova spiller musik som er alvorlig og præget af stærke følelser, selvom hun i pauserne skæmter bort alvoren for en stund, er man ikke i tvivl om at hun er en pianist med noget på hjertet, og man mærker at musikken kommer indefra.
Vi fik også lov at høre et par af hendes kompositioner, blandt andet en vals som hun tidligere har spillet med den nu afdøde trommeslager Jon Christensen, her så vi også en tydelig rørt Konkova, der aldrig før havde spillet valsen alene. Mens hun spillede kunne man også nærmest høre Jon Christensens spil for sig. Senere i et nummer som er delvist tilegnet sin mor, og delvist til sit gamle piano, hørte vi igen musik præget af melankoli og længsel. Konkova selv udtrykte, at det er fordi det aldrig er sjovt at forlade sin mor. 

Helt til slut fik vi en herlig parafrase over Beatles nummeret “Here comes the sun”. Også selvom Konkova efter eget udsagn aldrig har været rigtig glad for Beatles. Men vi forstod også på hende at Beatles betød meget for hendes bror, som hun havde spillet med i en ung alder med ham på guitar og hende selv som trommeslager på hendes mors kasseroller. Parafrasen havde altid en tydelig tråd til originalen, og bar præg af det nordiske jazzpianist-touch i lighed med f.eks. Lars Jansson.