Cortex var en velspillende afslutning på festivalens 2 dag, på det stemningsfulde spillested Trykkeriet. Et tæt, nærmest telepatisk, sammenspil blev lagt for dag, og det høres tydeligt at kvartetten har 300 koncerter og 6 album i ryggen. Hver enkelt musiker fik sin plads at shine, og resten af bandet vidste nøjagtigt hvornår og hvad de skulle spille, for at supplere solisten på bedste vis. 
Selvom kvartetten for nylig har sluppet plade, spillede de mest af alt helt nyt materiale, som de har brugt “coronatiden” på at skrive. Musikken bar præg af stærke basriff og svævende melodier, i en fri og 60-tals inspireret dragt. Det hørtes også tydeligt at det var kærkomment for bandet at spille livekoncert igen. Det var en energisk og fokuseret kvartet som stod på scenen. 
Lidt ud i sættet hørte vi nummeret “Trondheim” og jeg tror alle der har været i byen kunne genkende trøndervejret i musikken. Først kom det klassiske dur-tema med unison melodi i barytonsax og trompet, her efter en fin bas solo, men lige rundt om hjørnet lurede et stormvejr. 
Herefter kom en tiltrængt ballade. En sådan ballade hvor en fin melodi akkompagneres af skøre lyde, og efterhvert, på toppen af det hele: hylesax (på bedste vis!)! 
Kristoffer Alberts tenorsaxofonsolo i “Hurray me around” var for mig kveldens højdepunkt. Kraftfuldt og vakkert tenorsaxspil, hvor man kan høre at hver eneste frase betyder noget.